10 ting jeg gør, når shoppetrangen melder sig

I kender nok den der gibben indeni, når man trænger til at få noget nyt ind i sit liv. Man MÅ bare have noget nyt tøj, elektronik, bolighalløj, makeup, sko eller noget helt sjette. Nogle gange kommer trangen hos mig, hvis jeg vil fejre noget, hvis jeg skal opmuntres eller hvis alting kører lidt i samme rille. Så kan en nyerhvervelse tit spice det hele lidt op. Men hvis man som jeg er på shoppestop, eller bare ønsker at skåne sit dankort lidt, så må man ty til andre handlinger, når shoppetrangen melder sig. Derfor har jeg listet 10 ting op, som virker for mig, når jeg trænger til noget nyt og spændende på den materielle måde:

1) Jeg laver noget spiseligt fra bunden, som at bage, lave smoothie, eller prøve en ny opskrift af. Det er selvforkælelse ligesom shopping.

2) Jeg graver ind i tøjskabet og finder noget af det, jeg aldrig går med. Måske det kunne bruges på en ny måde?
3) Jeg lægger makeup anderledes end jeg plejer. Indimellem finder jeg inspiration på Youtube.
4) Jeg går på Pinterest og finder ideer til DIY boligprojekter. Der er SÅ mange fine ting, som jeg ville blive pavestolt over selv at have lavet (eller overtale kæresten til at lave). Jeg finder helst ting, jeg kan konstruere ved at genbruge noget, vi allerede har liggende.
5) Jeg tegner. Fra tid til anden laver jeg små zentangletegninger. Havde jeg kunne sy, hækle eller spille musik ville jeg også have tyet til det.
6) Jeg sorterer og rydder op. Der ligger en tilfredsstillelse i, at mine ting ligger pænt i kategorier og jeg ved, at jeg ikke har noget unødvendigt liggende, som jeg aldrig bruger. Kategorierne holder aldrig ret længe, så det er en aktivitet jeg hyppigt vender tilbage til 😉
7) Jeg går i haven og fjerner ukrudt – vupti, så ser den helt anderledes ud. Og samtidig har jeg hygget mig og koblet af – den virker hver gang!
8) Jeg forsøger at undgå at stene rundt på nettet. Hvis jeg er i shoppemode, er det selvpineri at kigge på fine sager på webshops, blogs og magasiner. Så er det bedre at bruge tiden på et af de andre punkter.
9) Jeg lægger neglelak.
10) Jeg kigger i mit tøjskab og ser, om noget ville kunne syes om eller farves. Jeg gør det ikke, men det er rart at vide at muligheden er der 😉

img_2046

Ofte handler shoppetrang for mig om at have brug for lidt forkælelse, hvilket også går igen igennem listen. Lysten til noget materielt tror jeg tit er et udtryk for noget andet. Det gør det lidt lettere at lade være med at give efter, når man er blevet klogere på, om det i virkeligheden handler om et andet behov.

Der er selvfølgelig andre grunde til at shoppe, og det skal heller ikke lyde som om, jeg ser det som noget forkert og forbudt – overhovedet. Jeg besidder bare selv en ønske om at blive lidt mere frigjort fra materielle glæder, og det er ud fra det udgangspunkt, at indlægget er lavet.

img_5505

Har du fundet et mønster i, hvornår du særligt får lyst til at shoppe?

You Might Also Like

8 kommentarer

  • Besvar
    Johanne
    29. september 2016 at 04:33

    Hvor er det en dejlig liste. Det er nemlig så vigtigt at fylde et fravalg med en masse tilvalg.
    For mig hjælper det helt klart at rydde op i min garderobe, vaske alt og hænge det flot op.
    At farve ting hjælper også, og jeg skal faktisk snart gang i min halvårlige sort-farve omgang, hvor jeg giver sorte trætte stykker tøj nyt knaldsort liv.

    • Besvar
      Marianne Luna
      29. september 2016 at 04:40

      Sejt, at du får farvet dit tøj så ofte. Hvilke tøjfarver bruger du, Johanne? 🙂

      Og rigtig fin liste! Som Johanne også skriver, er gør tilvalg fravalget nemmere, og til sidst føles det slet ikke som er fravalg. Jeg har faktisk ikke en decideret shoppetrang længere, jeg føler i hvert fald, at mine behov for nyt mere handler om, at jeg reelt mangler noget, end at jeg har brug for bare at shoppe. Det siger mig simpelthen ikke længere noget at vade rundt i butikker om fredagen, hvad jeg gjorde ofte som teenager.
      Tilføjelser til listen for mit vedkommende må være at forkæle mig selv med en god te og bog/netflix, et fodbad, en ansigtsmaske eller en god gåtur, gerne med en veninde ved siden. 🙂

      • Besvar
        Julie
        3. oktober 2016 at 18:29

        Hvor fedt du har fået det sådan 🙂 Jeg synes faktisk også, at jeg allerede kan mærke at det aftager. Det er jeg lidt overrasket over. Nåå ja den slags selvforkælelse er også bare så hyggelig! Der er ikke noget som en lang venindegåtur 🙂

    • Besvar
      Julie
      3. oktober 2016 at 18:27

      Ja det er altså en god ide at farve tøj. Jeg får det bare ikke gjort, da jeg bilder mig ind, at det er noget værre gris?

  • Besvar
    L
    3. oktober 2016 at 22:01

    Jeg får samlet mere op på hængepartier faktisk, jeg får brugt de ting jeg allerede har, til at få lavet mere orden i lejligheden 🙂

    Og så laver jeg aktivisme i småtingsafdelingen. Jeg reddede en smuk stol i storskrald, og fik den givet videre til en reformramt mor; det var ret fedt at kunne give noget der ellers var røget ud til nogen der havde brug for det!

    Hvad med at købe brugt, tæller det? Det er lidt en gråzone, ikke? Man risikerer jo at finansere nye, ubæredygtige køb, hvis man køber privat.

    • Besvar
      Julie
      16. oktober 2016 at 17:17

      Det lyder fedt – aktivisme i småtingsafdelingen er så vigtigt synes jeg. Jeg tror det er lidt individuelt, om brugte køb tæller. For mig kategoriseres det som køb, dog i en lidt mildere grad end køb fra nyt 😉 Men mit projekt handler i høj grad også om at blive afvænnet vanen om at tænke for meget i materielle ting og nyerhvervelser. Derfor tæller det for mig. Men vi har jo hver vores grunde og prioriteter, så det er ikke hensigten at lave alment gældende regler.

  • Besvar
    LIVING WITH LESS
    9. oktober 2016 at 11:15

    Sikke en fin og inspirerende liste! Jeg lægger også neglelak og som Johanne vasker jeg mit tøj, lægger det pænt sammen osv. Og så gør jeg faktisk én ting mere: Jeg rydder op og ud i mine sager, sætter til salg m.v. Selv om det egentlig er det modsatte af at købe noget nyt, hjælper det altid 🙂

    KH Maria

    • Besvar
      Julie
      16. oktober 2016 at 17:11

      Mange tak 🙂 Ja det er sjovt, at det at rydde ud kan give samme tilfredsstillelse. Det tydeliggør måske også, hvor lille behovet for de pågældende ting, man vil købe, i virkeligheden er 😉

    Skriv en kommentar