Havehøst

ærteplanter

På det seneste har der været længe imellem dage med havevejr, så det er ikke meget, jeg får gjort ved den. Heldigvis passer meget af det sig selv, og nu er jeg endelig kunne begynde at høste noget af det spiselige, jeg har derude. Mængderne er små, og det samme er udvalget, men jeg synes, det er brandhyggeligt alligevel. Jeg nyder at gå og pusle om det. Og så smager hjemmedyrket mad bare bedre. Det er nok både pga. friskheden, men især også tilfredsheden ved at høste noget man selv har frembragt. Det giver lige et ekstra puf i smagsløgene 😉

I dag kunne jeg for første gang høste nok til at lave en lille salat af. Det er altså lidt noget særligt, synes jeg. Selve salaten var en lille dusk fra de plantepotter fra Bilka, man kunne få for lidt tid siden. Mange af potterne jeg plantede er faktisk kommet. Det er jeg egentlig lidt overrasket over, for de så ikke ud af meget.

krølsalat

Mine ærter er gået amok og vokser nu over det hegn, jeg har givet dem. Der er mange bælge på, og jeg nappede lige en håndfuld til salaten.

Jeg var temmelig grådig, da jeg såede gulerødder. Den fik ikke for lidt med frø, hvilket var lidt fjollet, da jeg efterfølgende måtte fjerne over halvdelen, da de stod for tæt. De skal jo åbenbart bruge en del plads for at kunne vokse sig store.. Det kunne jeg jo have sagt mig selv. Men jeg bliver jo heldigvis hele tiden klogere på det der havehalløj 🙂 Gulerødderne er ikke særlig store endnu, men igen jeg var grådig og måtte liiige smage et par stykker.

høstiskål

Det har været en formidabel jordbærsæson for vores vedkommende. Vores bed er ikke særlig stort, men har nok givet 5-6 skåle i alt. Bærrene er superlækre, og det er dejligt, at de næsten ingen pleje kræver. Vi har kun spændt et net over, for at kunne få bærene for os selv – det har sneglene så åbenbart ikke lige fanget. I dag nappede jeg sæsonens sidste lille skål. De overmodne og halvrådne bær smed jeg på græsplænen til fuglene – nu må det være deres tur 🙂

bærmedhåndjordbærplantemedumodnebærsidsteskåljordbær

Stort set hver dag bruger jeg af mine forskellige krydderurter. Jeg elsker dem, synes det smager så lækkert i salater. Jeg har basilikum, koriander, purløg og masser af persille. Jeg aner ikke hvor længe sæsonen er for sådan nogle, men det ser ud til den fortsætter lidt endnu.

basilikum2

Generelt er jeg overrasket over hvor let det er at lave nyttehave. Det meste passer sig selv, det er kun ærterne, der lige skulle have et hegn og jordbærrene et net. Nå ja og så tomatplanterne, men dem vender jeg tilbage til en anden gang. Ellers har jeg bare vandet, når det bliver for tørt (ikke det store problem på det sidste…).

Nu går jeg bare og venter spændt på at kunne kaste mig over resten, som ikke er modent/færdigt endnu. Og så håber jeg i øvrigt på bedre vejr fra nu af, så jeg får lidt mere lyst til at gå i haven. Men det er jeg nok ikke den eneste, der håber på 🙂

You Might Also Like

1 kommentar

  • Besvar
    Greatest hits fra juli – Sustain Daily – inspiration til en bæredygtig livsstil
    31. juli 2016 at 08:45

    […] i juli, fordi så mange ting kan høstes. Selvom jordbærsæsonen nationalt set blev kort, har Julie vist en masse smukke røde bær frem sammen med andet høst fra haven. Mette har budt indenfor i sit smukke drivhus og skrevet om […]

  • Skriv en kommentar