Ferie: Danmark vs. udland?

Det at rejse er eksploderet i løbet af de sidste årtier. I takt med at flybilletterne bliver billigere og billigere, er det blevet mere normalt at tage en smuttur til London eller Paris eller på sommerferie i USA. Det er selvfølgelig superfedt, at verden på den måde er blevet mindre og til at opleve for flere. Men fly er samtidig en helt enorm CO2 belastning og derfor noget rigtig skidt for klimaet. Det er svært fordi det at rejse, er noget der kan føles som et stort afsavn at undvære. Det giver unikke oplevelser og udvider ens horisont, samtidig med at man lærer en masse om sig selv og verden. Selv ville jeg nødig have været foruden de rejser, jeg har været på. Der er selvfølgelig alternativer til flyrejser, hvis man gerne vil til udlandet, som du f.eks. kan læse om her. Men dette indlæg skal egentlig handle om noget andet. For i takt med at udenlandsrejser bliver mere populære, så oplever jeg lidt, at Danmark som feriedestination bliver talt ned. Jeg har hørt flere omtale dansk natur og kultur som kedelig, og nogle har den opfattelse, at der ikke er noget at opleve i Danmark. Og det er da alligevel ærgerligt!

gudenå

Jeg synes, det er fedt at opleve nye steder, hvad enten det er i Danmark eller udlandet. Men når jeg tænker over det, er der virkelig mange steder i Danmark, jeg aldrig har set. Jeg har aldrig været i Aalborg. Heller ikke Lolland eller Falster. Jeg har heller ikke set Møns klint. Eller været på Bakken. Eller besøgt Aabenraa. Eller Nørrebro. For mig er det ligeså vigtigt at få set de forskellige hjørner af Danmark, som det er at få set Europa eller resten af verden. Det ene skal ikke udelukke det andet. Jeg synes, det er vigtigt og spændende at kende mit land og have besøgt de forskellige områder. For mig er det ikke en nødløsning, fordi jeg af en eller anden grund ikke har mulighed for at komme udenlands.

strådyrehavenparken

Godt nok har vi hverken bjergkæder eller bountystrande i Danmark. Men så har vi da så meget andet 🙂 og jo mere jeg er begyndt at lægge mærke til det, jo mere sætter jeg pris på det. En nyudsprunget bøgeskov, det brusende Vesterhav, en mælkebøttemark, små hyggelige øer med bindingsværkshuse, udsigtspunkter over skrænter og hav osv. Der er så meget af Danmark, som jeg ikke har set endnu, og som jeg gerne bruger ferier og smutture på at opleve. Jeg vil stadig gerne rejse og opleve verden, men jeg behøver det ikke flere gange om året. Vi er jo heldigvis alle forskellige, jeg synes bare det ville være superfedt, hvis det var ligeså ‘in’ at lege turist i Danmark, som det er at lege det i Dubai.

rørbæksåsti

I min familie har vi altid taget på småture og opdager små skjulte skatte rundt omkring i især Jylland. Der er så mange fine steder, når man kigger efter det. Jeg synes, det er sådan en hyggelig måde at være sammen på – og så er det billigt både for pengepungen og CO2 regnskabet. Så jeg er totalt fortaler for, at diverse hjørner af Danmark bliver talt lidt mere op.

Kender I til flotte naturområder, oversete seværdigheder eller skjulte kulturskatte, så er det bare med at dele dem 🙂 Jeg vil gerne have ny inspiration, hvilket andre læsere måske også gerne vil 🙂

solnedgangvesterhavklitter2

IMG_3823

You Might Also Like

5 kommentarer

  • Besvar
    Marianne Luna
    26. juni 2016 at 20:57

    Godt indlæg! 🙂 Det er en interessant diskussion, for der er så mange smukke og skønne steder i Danmark. Fur i Limfjorden, Mols Bjerge, Bornholm, Silkeborgsøerne, Skagen og omegn og så mange andre steder er jeg fan af 🙂

    • Besvar
      Julie
      28. juni 2016 at 18:33

      Tak for input 🙂 der er flere steder jeg ikke har besøgt i hvert fald, de må på min liste 😉

  • Besvar
    Bodil
    27. juni 2016 at 08:14

    Helt enig – jeg har været på masser af ferier i Danmark – bl.a. fordi jeg er meget lidt glad for varme 🙂 – noget, der åbenbart er en gåde for de fleste … I år skal vi til skønne Nordjylland – masser af havbade, næsten mennesketomme strande, stilhed og skøn natur.

    • Besvar
      Julie
      28. juni 2016 at 18:38

      Tak for din kommentar Bodil 🙂 Ih det lyder som en rigtig dejlig ferie, I skal på!

  • Besvar
    Juni måneds greatest hits hos bloggerne – Sustain Daily – inspiration til en bæredygtig livsstil
    2. juli 2016 at 07:16

    […] 5 bud på hvilke danske destinationer der er dejlige, og imens har Julie tænkt lidt tanker omkring udland Vs Danmark – hun bliver også hjemme i år. Christina pakker bilen og kører til Italien, og i […]

  • Skriv en kommentar