Så er vi lidt over halvvejs i januar måned, og jeg er så småt ved at have vænnet mig til at spise vegetarisk. Mit mindset er ved at være indstillet på forandringen, og det er ikke længere noget, jeg tænker så meget over. I den sidste uges løb har jeg prøvet nogle nye opskrifter af, særligt vil jeg fremhæve en grønsagslasagne som bloggeren Mette ( Madebymadvig) anbefalede mig på Instagram. Det er en opskrift fra siden www.madforlivet.dk og den er bare god! Faktisk synes jeg den var bedre end almindelig lasagne, og jeg glædede mig helt til rester dagen efter. Jeg brugte dog almindelige pastaplader i stedet for hvidkålsblade, samt hytteost og revet ost i stedet for bechamelsovs. Den blev supergod, og jeg vil klart anbefale opskriften.
En anden dag ændrede jeg også i en opskrift med et mindre heldigt udfald. Jeg havde ikke fået handlet det hele til en indisk grønsagswok af Jamie Oliver. Jeg manglede 5-7 ingredienser og forsøgte så at improvisere, men det smagte besynderligt, så min kæreste fik til opgave at redde det. Det lykkes nogenlunde og resultatet blev spiseligt med hjælp fra naanbrød og creme fraiche 😉
En ting jeg har iagttaget i denne uge er, at min sukkertrang er eskaleret betydeligt! Jeg er konstant sukker og snacktrængende, så jeg tænker, om jeg skal have banket lidt flere proteiner og måske noget frugt i mine måltider. Det kan også være, at det slet ikke har noget at gøre med vegetarprojektet, men ellers er det lidt et pudsigt sammenfald. Måske en af jer ved noget om den slags?
Ellers klør jeg fortsat på og nyder tilværelsen som forsøgsvegetar 🙂
4 kommentarer
Emma
18. januar 2016 at 20:12Det er så sejt, at du har kastet dig ud i det her projekt!! Husk at spise større portioner, end du plejer – der er ikke lige så mange kalorier i plantemad som i mad med kød, så mængderne skal lige have et nøk opad, hvis du skal få samme mængde energi indenbords som før 🙂 Jeg tænker, at din snacktrang måske kunne stamme derfra?
Julie
18. januar 2016 at 22:42Jo det kunne du godt have ret i, måske jeg skal spise lidt mere. Føler mig nemlig sjældent så mæt, som jeg gjorde før, men tænkte det måske var en vanesag 🙂
Marie Louise
22. januar 2016 at 11:34Sejt projekt! Jeg prøver selv at erstatte en del af kødmåltiderne (særligt oksekød) med vegetarretter.
Har du overvejet at skrue lidt op for det gode fedt?
Måske har manglende protein (og mindre portioner) drillet dit blodsukker. Fedt er en god vej til stabilt blodsukker 🙂
Julie
25. januar 2016 at 11:25Jeg er faktisk begyndt at tænke over det med fedtet, da du ikke er den første, der nævner det. Jeg tror nemlig, du har ret i, at det godt kan have påvirket mit blodsukker. Så tak for tippet 🙂