Cowspiracy – en must see dokumentar!

ko

Jeg var meget spændt, da jeg skulle se den hypede dokumentar ”Cowspiracy”. Lige for tiden hører jeg om den fra alle sider, og den får mange rosende ord med på vejen. Den skuffede bestemt ikke! Faktisk tog det mig lige et par dage at fordøje den, for det er nogle utrolig stærke og til tider skræmmende budskaber, den kommer med. Havde jeg mistet troen på, om det overhovedet gjorde en forskel at ændre vaner (som jeg skrev om i forrige indlæg), blev det i den grad bekræftet for mig, at det er en nødvendighed!

Udgangspunktet for filmen er en ung mand, som gør en masse for at leve mere ressourcebesparende og bæredygtigt, men som pludselig finder ud af, at miljøbelastningen fra kød- og mejeriindustrien langt overstiger de ting, han hidtil har fokuseret på. Han dykker ned i sagen og finder skræmmende facts, som gør, at de vaneændringer han før har foretaget, blegner ifht. Hvor meget han egentlig belaster miljøet ved at spise kød. Dette ramte mig, fordi det netop er samme situation, jeg står i. Jeg har tænkt præcis lige som ham, og har aldrig overvejet, at mine spisevaner er den primære miljøsynder. Selvfølgelig har jeg vidst, at kødproduktion er miljøbelastende, men jeg troede faktisk, at f.eks. importeret frugt og grønt var værre. Men i denne dokumentar kommer det frem, at mejeri- og kødindustrien producerer flere drivhusgasser end hele transportsektoren. Det vil sige flere drivhusgasser end fly, biler, skibe osv. Til sammen! Det er fuldstændig ufatteligt! Derfor er dyrehold den førende årsag til miljøets ødelæggelse. Ifølge denne dokumentar i hvert fald. Der er sikkert flere sider af sagen, og måske disse facts er sat på spidsen for at sikre en skræmmende effekt på folk. Jeg er ingen ekspert og har ikke dobbelttjekket informationerne, men budskabet synes jeg ikke kan ignoreres.
Resten af dokumentaren handler om, hvordan de undersøger, hvorfor denne viden ikke er kommet ud til forbrugerne noget før. Verdens største miljøorganisationer nævner ikke mejer- og kødindustrien, og når de udspørges om det i filmen, snakker de udenom eller nægter at udtale sig. Det er meget mystisk, og det belyser hvilken kæmpe magt kødindustrien har. Filmen krydres med forskellige fakta om, hvordan fremtiden ser ud, hvis kødforbruget bliver ved med at stige, som det gør nu. Men heldigvis er det ikke kun dommedagssnak, for der bliver også dykket ned i fordelene ved at leve vegansk både miljø- og sundhedsmæssigt. Plantebaseret kost er, ifølge flere kloge hoveder i filmen, vejen frem og en nødvendighed i fremtiden.

Jeg vil kalde denne film en ”must see”, for den er virkelig interessant på flere niveauer både omkring miljø, sundhed og ikke mindst politik. Den kan ses på Netflix, og jeg har også fundet den på Youtube (dog med spanske undertekster). Filmen har i den grad givet mig noget at tænke over, og jeg er blevet nysgerrig på at undersøge mere omkring plantebaseret kost. Jeg har i et stykke tid nu taget mit kødforbrug op til revision, og denne film giver mig bare endnu mere grund til at justere på, hvor meget samt hvilket kød, jeg spiser.
Hvis du har set ”Cowspiracy” er jeg meget nysgerrig på at høre dine tanker omkring den i kommentarfeltet:)

You Might Also Like

1 kommentar

  • Besvar
    Jasmina
    22. november 2015 at 18:25

    Meget spændende og relevant indlæg! Jeg vidste godt at kød er en stor synder i fht. udled-ning, men at det var større en transportsektoren, det er ret vildt!
    Hernede i Etiopien holder man “fastedag” onsdag og fredag, hvilket betyder at man må spise kød. Så derfor er det nærmest umuligt at opdrive kødretter på restauranterne på disse dage. I steder har de naturligvis fokus på lækre vegetariske retter, da folk jo stadigvæk skal have noget godt mad på fastedagene. Det er ret fedt synes jeg, og tit er det vegetariske bedre end det med kød!
    Tænk hvis man kunne implementere dette i DK, så der var nogle dage man ikke måtte sælge kød (evt. kun oksekød) på restauranter. Så ville alle jo være underlagt de samme regler, de ville ikke miste kunder til andre restauranter og ville blive nødt til at tænke mere i vegetarisk mad 😀

  • Skriv en kommentar