Anbefaling: Nøjsom

Jeg har læst en bog, som jeg er nødt til at anbefale dig at læse. Det er bogen ?Nøjsom? af Trine Baadsgaard, som er en meget konkret og letlæselig guide til at spare penge samtidig med, at man skåner miljøet. Der gives råd til, hvordan man kan spare på forsikringer, mad, rejser, oplevelser, transport og meget mere. Samtidig gives råd til at spare på el, vand og varme og til, hvad man kan finde i naturen og bruge til madlavning og aktiviteter med børnene. Kort sagt er der tips om stort set alle områder, der berører det, at være forbruger. I flere afsnit sættes konkrete tal på besparelserne, hvilket jeg synes virker særdeles motiverende. Bogens budskab er, at det ikke skal være surt at være nøjsom, og at ikke alt handler om at skrælle væk og skrue ned. I stedet handler det om at prioritere, så der er penge til det, der betyder noget for en, så de ikke ødsles væk på det, Baadsgaard kalder LiLo (ligegyldigt lort).

Jeg kunne særligt godt lide afsnittet omkring, hvordan madrester kan bruges på forskellige måder i nye retter. F.eks. havde jeg ikke tænkt på de mange muligheder der er i tørt brød. Men Trine Baadsgaard foreslår både brødhapsere, rugbrødschips, rasp, croutoner, pangrattato og arme riddere. Og her troede jeg, man kun kunne bruge det til at fodre ænder med 🙂

I bogens forord står der, ?hvis alle i verden skulle leve, som vi gør i Danmark, ville det kræve fem jordkloder, har FN regnet ud?. Det er jo helt vanvittigt! Og et virkelig godt argument for at kigge på sit forbrug og se, hvor der kan skrues. Det der gør bogen så inspirerende og motiverende, synes jeg er, at der angives hvor meget man kan spare ved de forskellige justeringer. Dette gør, at bogen nok vil være relevant for mange flere mennesker, end hvis den kun handlede om bæredygtighed. For lets face it, det er jo ikke alle, der går lige meget op i det med miljø, men med den økonomiske vinkel er der måske flere, der vil kigge på deres forbrug. Den har i hvert fald givet mig mange gode ideer, så derfor får den en anbefaling herfra 🙂

Fortsat god onsdag til dig 🙂

You Might Also Like

0 kommentarer

Skriv en kommentar