Det evige shoppingdilemma – “Er det i virkeligheden noget jeg har brug for?”

Jeg er begyndt at tænke meget over fænomenet overforbrug. Hvor mange ting jeg egentlig ejer og køber, som jeg egentlig ikke har brug for. Jeg er ikke shopaholic, men jeg er en forbruger, som sagtens kan blive fristet, hvis der trykkes på de rigtige knapper. Jeg er f.eks. virkelig faldet for netshopping, og hvor er det farligt! Princippet i at kunne sidde hjemme i sofaen, og bare klikke ting i indkøbskurven og indtaste rabatkoder, er så tilpas bekvemmeligt, at det næsten er for stor en fristelse. Ofte er jeg blevet forbavset over, hvor hurtigt jeg kan overbevise mig selv om et unødvendigt behov, som et tilfældigt produkt kan opfylde. Eller at jeg er nødt til at have flere varianter af et stykke tøj eller makeup, fordi det er så billigt, at det næsten er dyrere i længden at lade være. De når næsten at have mig i deres hule hånd, de snedige virksomheder, men jeg er heldigvis begyndt at stoppe op. Jeg spørger nu mig selv, om det i virkeligheden er noget, jeg har brug for? Eller om det i det mindste er noget, jeg virkelig virkelig godt kunne tænke mig? For er det bare et øjebliks fald for fristelserne, eller et behov som virksomhederne skaber hos mig, så skulle det gerne blive et nej tak! Så er det overforbrug, og det er netop dette, jeg ønsker at mindske.
Jeg er begyndt at overveje mine indkøb over flere dage for at sikre mig, at behovet er ægte. I ca. 70 % af tilfældene glemmer jeg enten, hvad jeg var faldet for, eller indser, at jeg igen var offer for god reklame. Bliver jeg ved med at ville have den pågældende ting, så køber jeg den (eller venter på at den kommer på tilbud) og fortryder næsten aldrig.

neglelak

I stedet for at impulsshoppe er jeg begyndt at fokusere på at få mine forskellige produkter brugt. For selvom jeg ikke ejer tonsvis af makeup og skønhedsprodukter, så har jeg dog mere, end jeg egentlig har brug for. Altså jeg har jo ikke brug for 5 forskellige blushes vel? Inspireret af bølgen af de såkaldte ?project pan? videoer på Youtube, har jeg besluttet først at måtte købe nyt, når jeg har brugt det gamle op. Så bliver man nemlig ligepludselig bevidst om, hvor meget man egentlig har liggende, og hvor lidt man har brug for nyt. Samtidig bliver jeg meget bevidst om, hvor ofte jeg bliver fristet, og hvor stor en magt disse virksomheder egentlig har over forbrugere som mig, hvilket egentlig er foruroligende? Men det er en helt anden snak!

tøj

Jeg har også besluttet at ville slide mit tøj op, så jeg ikke køber noget, der bare får lov til at hænge for så at ryge til genbrug. Det skal bruges, og først når det ikke kan mere, kan det ryge. I den sammenhæng har jeg ligeledes besluttet mig til at øve mig med nål og tråd, så jeg f.eks. kan lappe små huller i stedet for at smide tøjet ud. Sådan gjorde man jo altid før i tiden, og det er noget pjat bare at kyle ud og købe nyt, hvis der er et lille hul. Hvis tøj er falmet eller ved at være slidt, så ryger det i “hjemmetøjsbunken”, som er det tøj, som kun kommer på herhjemme eller hvis jeg skal male, farve hår eller på anden måde møjes til. Så kan det lige få en etape mere, inden det ryger ud.

Det er en balance, for selvfølgelig har man brug for indimellem at få noget nyt til klædeskabet for at føle sig lidt lækker. Men det behøver jo ikke at ske flere gange om måneden. Jeg har iagttaget hos mig selv, at det oftest handler om førnævnte fristelser af reklamer og rabatter, men mest af alt om behovet for at få noget nyt. Det er som om, jeg bliver lidt gladere, hver gang jeg får noget nyt. Kender I det? Men nu hvor jeg er bevidst om det, kan jeg bedre nå at stoppe mig selv, inden jeg har klikket en masse unødvendige tilbud hjem 🙂

Kender I dette shoppingdilemma, og hvilken side vinder oftest hos jer?

You Might Also Like

0 kommentarer

Skriv en kommentar